Rejsende i Aarhus Airport kan nu benytte en digital gæsteservice via få klik på deres telefon. Lufthavnen er den første nogensinde, hvor gæsterne kan snappe information overalt i lufthavnen uden at skulle downloade en app.
Afgår flyet til tiden, er der wifi, og kan jeg få smørrebrød i restauranten? Når man er på rejse, melder der sig altid spørgsmål hen ad vejen, som man gerne vil have et hurtigt svar på. Men nu er det slut med at skulle rejse sig for at tjekke skærmene for oplysninger om gate og afgangstider eller finde de gode taxfree-tilbud og meget mere. Nu ligger informationen lige for enden af fingerspidsen. Den århusianske softwarevirksomhed, DigitalGuest, lancerer nu deres digitale gæsteservice for første gang nogensinde i en lufthavn i samarbejde med Aarhus Airport. Således får de rejsende i Aarhus Airport mulighed for at få alle oplysningerne i lommen via deres smartphone uden at skulle downloade en app. Ved at scanne en QR-kode med telefonens kamera ved ankomsten til lufthavnen, får gæsten med få klik sin egen guide til lufthavnen, hvor de fleste spørgsmål besvares, næsten inden de er stillet. Og det er med til at effektivisere gæstens vej gennem lufthavnen, mener lufthavnsdirektøren.
”Vi ønsker at sætte servicebarren for vores gæster endnu højere i takt med, at vi udvider og moderniserer. Vores mål er at skabe en lufthavn i international liga med fokus på de bedste fysiske rammer for gæsteoplevelser. Vores ambitioner er lige så skyhøje, når det kommer til servicen. Som et supplement til den personlige gæsteservice, som vores dedikerede medarbejdere yder, giver vi gæsterne mulighed for lynhurtigt at finde information og inspiration direkte fra sofasædet i Skyloungen,” siger Nicolai Krøyer, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.
Platformen DigitalGuest er oprindeligt udviklet som en digital afløser for den slidte hotelmappe, som ingen rigtig gider at bladre i på hotelværelset. Den digitale gæsteplatform er allerede udbredt i 18 lande, hvor hotelgæster i blandt andet Norge, Sverige, Holland, Estland og selvfølgelig Danmark kan bestille roomservice, booke bord i restauranten og få målrettede informationer, allerede inden de ankommer til hotellet via få klik på deres telefon. Ophavsmanden til gæsteplatformen, Christian Markedal, ser frem til at lancere den papirfri service i en lufthavn for første gang.
”Hvor der er en gæst, er der et behov for et hurtigt svar. Vi har et rigtigt godt greb i hospitality-industrien, og det er et helt naturligst skridt at udbrede vores digitale service til andre grene af rejsebranchen. Med til en god rejseoplevelse hører, at du hurtigt og effektivt kan få de informationer, du har brug for, uanset hvor du befinder dig i lufthavnen. Samtidig giver systemet mulighed for at inspirere gæsterne og påvirke deres adfærd i lufthavnen med et lille kærligt puf for at optimere deres rejseoplevelse”,” siger Christian Markedal, som er co-founder og CEO hos DigitalGuest.
Når gæsterne rejser til eller fra Aarhus Airport, skal de blot scanne en QR-kode, så lander gæsteplatformen direkte på deres telefon. Platformen er tilpasset, så informationerne er målrettet ankommende og afrejsende gæster. Ankommende gæster kan blandt andet finde flybusafgange, oplevelser i Aarhusregionen og info om billeje. Hvis man skal hente en rejsende, kan man også snappe QR-koden, så man kan følge med i, hvornår flyet lander.